Om os

 

Investeringsforeningen Alfred Berg Invest er stiftet den 14. november 1994. Foreningen blev oprindelig stiftet på opfordring fra en række kunder, der ønskede at opnå de stordriftsfordele og administrative lettelser, som en investeringsforening byder på. Investorkredsen har imidlertid udvidet sig betragteligt siden etableringen og foreningen tæller sine medlemmer blandt private og institutionelle investorer, fonde og legater ligesom mange pensionsselskaber har foreningens afdelinger repræsenteret på deres unit link-ordninger.

Oprindelig startede foreningen med tre afdelinger; Danske Obligationer, Danmark og Global. Det har siden udviklet sig til i alt 9 afdelinger, der tilsammen repræsenterer en bred vifte af investeringsmuligheder fordelt på både aktier og obligationer, geografi og risici.

Afdeling Rusland er nok den af foreningens afdelinger, der er kendt af flest investorer, hvilket bl.a. kan ses på Fondsbørsens top 10 over mest omsatte investeringsforeninger. I dag er afdelingen mange investorers favorit, fordi den tilbyder muligheden for at investere på et marked med en imponerende vækst og matchende afkast. De investorer, der har været med fra starten kan berette om store kursudsving. Afdelingen blev lanceret i december 1997 til kurs 103, men allerede i sommeren 1998 medførte en bankerot i den russiske banksektor, at kursen måtte ned og vende omkring 12 før det igen bevægede sig opad. Siden er det heldigvis kun gået fremad, hvilket til tider også har afstedkommet ganske markante kursbevægelser. Således oplevede afdelingens investorer en fordobling af deres værdi på årets sidste dag i 1999, hvor Ruslands daværende præsident Jeltsin annoncerede sin magtoverdragelse til Putin.

Alfred Berg Invest er ejet af medlemmerne. Til at varetage den daglige ledelse har bestyrelsen indgået aftale med Alfred Berg Administration A/S. På den årlige generalforsamling vælger medlemmerne en bestyrelse, hvis hovedopgave er at påse, at foreningen drives forsvarligt og i tråd med vedtægterne samt gældende lovgivning for området. Hele investeringsområdet er generelt omfattet af en lovgivning, hvor beskyttelse af investorernes rettigheder og deres investeringer er i højsædet. Således er Alfred Berg Invest, såvel som foreningens depotbank, rådgiver og administrator alle godkendt af Finanstilsynet til at udføre deres respektive opgaver, og bliver løbende kontrolleret af Finanstilsynet.

Investeringsforeningen har indgået aftale med Alfred Berg Fondsmæglerselskab A/S om investeringsrådgivning. Alfred Berg Fondsmæglerselskab A/S er en del af BNP Paribas Investment Partners, som med sin repræsentation over hele verdenen tilbyder adgang til en global bankkoncern med en stærk lokal tilstedeværelse. Den globale repræsentation giver en unik mulighed for at anbringe investorernes midler på baggrund af investeringsrådgivning, som er genereret på de enkelte lokale investeringsmarkeder i hele verden.