Mørke skyer over Europa
Gældskrisen eskalerede i november fra, at have fokus på enkelte lande i Sydeuropa til at omfatte hele Eurozonen, hvor selv Tyskland blev ramt af mistillid. Opblusningen af krisen skyldes bl.a. at flere og flere peger på, at krisen kun kan løses, hvis der udstedes euroobligationer eller ECB optrapper opkøbet af statsobligationer, men begge tiltag er Merkel meget skeptisk over for. Krisen har da også for alvor sat sine spor i Eurozonen, da meget tyder på, at Eurozonen her i 4. kvartal allerede er i recession. Billedet er en smule lysere for USA, hvor de seneste økonomiske data har været noget bedre end de europæiske.
Vækstindikatoren ISM for fremstillingen skuffede en smule med et fald fra 51,6 til 50,8, men underindekset for nye ordrer steg pænt mens lagerindekset faldt, hvilket indikerer en forbedring i det overordnede indeks de kommende måneder samt, at en ny recession ikke er nærtforestående. Der blev skabt 80.000 nye jobs i september mod ventet 95.000, men samtidig blev de 2 foregående måneder opjusteret med 102.000, så alt i alt var jobrapporten lidt bedre end ventet. Forbrugertilliden i USA steg markant til 56 fra 39,8 mod en ventet stigning til 44, men er dog fortsat lav i et historisk perspektiv.
Tillidsindikatoren PMI for Eurozonen overraskede en smule med en stigning fra 46,5 til 47,2, men niveauet signalerer dog fortsat at Eurozonen er i recession. Den økonomiske tillidsindikator (ESI) faldt også til det laveste niveau siden 2009 og indikerer også, at væksten for alvor er bremset op i Eurozonen. Arbejdsløsheden steg også i Europa til 10,3%, hvilket er højere end under recessionen i 2008/2009. Inflationen er fortsat høj i Eurozonen, hvor estimatet for november kom ud på 3%. Faldende råvarepriser og svage vækstudsigter forventes at få inflationen til at falde de kommende måneder, hvorfor inflationen ikke burde blive en hæmsko for yderligere lempelser fra ECB.
Kinas PMI-indeks for fremstillingssektoren i november skuffede markant med et fald fra 51,1 til 48,1, hvilket øgede bekymringerne om en hård landing i Kina. Kina er allerede begyndt at lempe pengepolitikken for at understøtte væksten, og i slutningen af måneden lempede de yderligere ved, at sænke reservekravet til de kinesiske banker med 50 bp.
Centralbanker
Den nye formand for ECB Mario Draghi overraskede markedet ved at nedsætte renten med 0,25% i november som følge af svage vækstudsigter. Den danske Nationalbank valgte at nedsætte renten med 0,35% pga. af den stærke krone.
På FOMC-mødet var tonen angående vækstudsigterne en smule mere positiv efter stærke nøgletal i 3. kvartal, men arbejdsløsheden forventes kun at være faldet til 8% i 2013. Medmindre vækstbilledet forværres forventes ikke nye lempelser (QE3) fra Fed.
Seks af verdens centralbanker annoncerede en koordineret aktion, hvor renten sænkes med 50 bps. på deres midlertidige swapfacilitet. Det er meget positivt for bankerne, da de nu kan skaffe billigere USD likviditet, men det løser selvsagt ikke hele den verserende gældskrise.
Blandet måned for aktier
Eskalering af gældskrisen samt svage vækstudsigter fik globale aktieindeks til at falde i november på trods af pæne stigninger sidst på måneden som følge af den koordinerede indsats fra centralbankerne samt lempelse af pengepolitikken i Kina. Globale aktieindeks faldt 1,3% i november, selv om de steg over 7% de sidste 3 handelsdage i november. De danske aktier tog en smule revanche i november, hvor C20-indekset steg 6% bl.a. som følge af at Novo Nordisk steg næsten 10% og Carlsberg steg omkring 20%. C20-indekset halter dog fortsat efter globale aktieindeks på året, da C20-indekset har tabt knap 15%, mens globale aktieindeks kun har tabt 6% i år. Korte danske renter faldt til historiske lave niveauer som følge af rentenedsættelser fra ECB og forventning om yderligere rentenedsættelser de kommende måneder. 10-årige tyske renter steg i november, men ikke på ryggen af større risikoappetit men pga. øget kreditpræmie. Danmark manifesterede sin position som sikker havn, da den 10-årige danske rente faldt, og handler nu under den tyske 10-årige rente. Danske obligationer har givet høje afkast i år, hvor en 10-årig statsobligation har giver næsten 12% i år.
Alfred Berg
Amaliegade 3
DK-1256 København K
Tel: +45 33 96 10 00
Fax: +45 33 96 10 99
E-post: info@alfredberg.com